Vigtigheden af bevægelse for babys udvikling

Vigtigheden af bevægelse for babys udvikling

Den nye verden som mor

Og så svinger min sundhedsplejerske bare min baby rundt… altså, hvad fanden er meningen?” Den sætning hørte jeg for ikke så længe siden den ene nybagte mor sige til den anden. Jeg blandede mig ikke i deres samtale, men måske skulle jeg have gjort det. Der er nemlig en rigtig god mening med “det der svingen rundt”. Og nu tænker jeg ikke bare på, at det kan være hylende morsomt at lege.

Meningen med “det der svingen rundt”.

Meningen er at sikre dit barn en god sansemotorisk udvikling. For at gøre det kort, handler det altså om sansemotorik. Og så tænker du måske: “Ja, øhm, det er det med legetøj og sådan, ikke?” Jo, det kan det godt være, men det kan også være, at svinge din baby rundt… Eller sagt mere fagligt: at lave sansestimulerende aktiviteter, som styrker dit barns evne til sanseintegration, og på den måde understøtter den sansemotoriske udvikling. Det betyder at du ved at stimulere dit barns sanser kan mindske risikoen for indlærings-, koncentrations-, emotionelle-, og socialevanskeligheder mm.

Sanseintegration

Sanseintegrationsteori er en teori af A. Jean Ayres. Teorien beskriver sanseintegration som en neurologisk evne, hvor der sker en organisering af sanseindtryk, således at de bliver brugt hensigtsmæssigt. Altså skal de sanseindtryk, som kroppen modtager integreres, bearbejdes og forenes til en højere enhed, før der kan sendes en hensigtsmæssig motorisk respons ud. Det vil sige, at når flere sanseimpulser forenes til en højere enhed, er der tale om sanseintegration. Sanseintegration kræver at nervesystemets mange dele samarbejder. Hvis samarbejdet ikke er korrekt, kan hjernens impulsrespons blive uhensigtsmæssig. Når den sanseintegrative proces er svært nedsat, betegnes det som sanseintegrativ dysfunktion.

Sanseintegrativ dysfunktion

Sanseintegrativ dysfunktion kan være svært hæmmende for en persons deltagelse i meningsfulde aktiviteter, og dermed nedsætte livskvaliteten kraftigt. Det er fordi, at en person f.eks. over- eller underragerer på sensoriske indtryk, har svært ved at koncentrere sig mm. Sanseintegrative dysfunktioner kommer i mange former og grader, hvoraf der kan være behov for specifik sanseintegrationsterapi.

Sansemotorik

Sansemotorik, eller sanse-motorik, er et udtryk, der dækker sammenhængen mellem motorisk aktivitet og sensorik input. Det er et udtryk, der beskriver de impulser sanseindtrykkene giver centralnervesystemet. Sanseimpulserne føres via centralnervesystemet til hjernen, hvor de bearbejdes og organiseret til en helhed (som beskrevet under sanseintegration). Når bearbejdningen er overstået sender hjernen beskeder (igen via centralnervesystemet) ud til muskler, organer mm. om hvordan, kroppen skal reagere ved f.eks. at igangsætte en bevægelse.

Jo flere impulser hjernen positivt bearbejder gennem livet, des bedre bliver sanseintegrationen. Man kan sige, at hjernen bliver mere erfaren til at organisere og bearbejde information, og de motoriske outputs/reaktionerne, bliver mere hensigtsmæssige.

Vigtigheden af hensigtsmæssige reaktioner

Hensigtssmæssige reaktioner styrker både børn og voksne livet igennem. Det ses både ved sociale, psykiske, emotionelle og intellektuelle færdigheder. Selvom den primære sansemotoriske udvikling sker i menneskets første syv leveår (jo yngre man er, des mere formbar er hjernen), kan man styrke og udvikle sansemotorikken livet igennem.

Så ja, måske virker “det der svingen rundt” som noget mærkeligt noget, men når man ved lidt mere om det, giver det jo egentligt meget god mening, ikke?

Fik du læst om, hvorfor du kan understøtte dit barns udvikling gennem leg?

Udarbejdet af Naja Forchhammer, ergoterapeut

Kilder:

Ayres, A., J. (2007): Sanseintegration hos børn. København: Hans Reitzels Forlag (2. udg.)

Bonde, R. & Hass, I. (2015): Sanseintegration I: Ergoterapi og børn – udvikling, aktivitet og deltagelse. København: Munksgaard Danmark (2. udg.)

Nissen, C. (2016): Sansemotorik og samspil. Dansk Psykologisk Forlag

Wegloop, V., W. & Spliid L. (2017): Leg med din baby – 0-12 måneder. København: Politikens Forlag (3. udg.)

2018-12-26T14:33:19+00:00